Det skete en januardag for 311 år siden i Paris. Den enevældige musikregent ved hoffet i Versailles, Jean-Baptiste Lully var i færd med at lede opførelsen af et Te Deum, som han havde skrevet en halv snes år tidligere som en hyldest til Ludvig XIV, da Solkongen var blevet rask efter længere tids sygdom. Kongen var så begejstret for sit "raskmeldings-Te Deum", at han beordrede det genopført ved flere lejligheder.
Opførelsen denne januardag i 1687 fik fatale følger for Lully, for han brugte ikke taktstok, men en stor stav, som den iltre komponist hamrede ned i gulvet, så hofmusikerne kunne holde takten i hans Te Deum. Men allerede under værkets festlige indledning kom Lully til at hamre staven ned i sin ene fod. Kort efter fik han blodforgiftning i den, og tre måneder senere, en martsdag, var han død.
Det ændrede meget i musiklivet - både ved hoffet i Versailles, i operaen og i kirkerne i Paris. Ludvig XIV var ganske vist den enevældige monark, men han havde indtil da tilladt sin ledende hofkomponist at regere ligeså enevældigt over det meste af musikken. Italieneren Lully havde derfor haft magten og midlerne til at forme den franske ouverture, den franske orkestersuite, den franske barokopera og den franske kirkemusik. Desværre havde han også brugt sin indflydelse til råt og brutalt at undertrykke alt, hvad der ikke faldt i hans smag eller som truede hans økonomiske musikmonopol.
Det gik paradoksalt nok især ud over det meste af den musik, der var inspireret af strømningerne fra Italien. Den unge franskmand Marc Antoine Charpentier var så uheldig, at han havde studeret kirkemusik i Rom. Derfor fik bl.a. hans fornyende og geniale kirkemusik aldrig den plads, den fortjente, mens Lully levede. Det lider den stadig under i dag, hvor de færreste kender meget mere end hans "Eurovisionshymne", indledningen til hans Te Deum. Charpentier fortjener en bedre skæbne, også fordi hans mange motetter, oeatorier og kantater m.v. fortæller en fængslende historie om udviklingen af den katolske kirkemusik i Italien og Frankrig under barokken.
Peter Filtenborg
