Nordisk Musik Union (NOMU) har for nyligt afholdt deres årsmøde i Trondheim i Norge. Stedet var valgt, da der samtidig var Norges Mesterskaber for Janitsjarkorps (harmoniorkestre). Og det var noget af en oplevelse for DAO's formand, der også er engageret i NOMU.
Nordisk Musik Union (NOMU) har for nyligt afholdt deres årsmøde i Trondheim i Norge. Stedet var valgt, da der samtidig var Norges Mesterskaber for Janitsjarkorps (harmoniorkestre). Og det var noget af en oplevelse for DAO's formand, der også er engageret i NOMU.
I konkurrencen deltog 109 orkestre fordelt på 8 divisioner, hvilket jo er et helt uhørt antal orkestre i forhold til, hvad der findes i Danmark. Det skal også tilføjes, at skoleorkestre og gardere ikke deltog i denne konkurrence. Kan vi lære noget af den succes Norges Musikkorps Forbund har?
Ja, selvfølgelig kan vi det. Selvom det er svært at sammenligne sig med en så stor og stærk organisation, så kan vi lære fra deres problemer og deres historie. For hvordan ser borgerne i Norge på musikbevægelsen? Svaret kan vi måske bruge til at ændre fokus på hvad det vil sige at spille i orkester. Ofte bliver musikengagement sammenlignet med typiske holdsport-amatører. De to ting bør aldrig sammenlignes.
I et orkester findes der ikke udskiftningsbænke, hvor folk nogle gange ender med en passiv karriere for ”holdet”. Alle er uundværlige i et orkester. Musik bliver aldrig det samme, hvis der er huller i orkesteret, og man kan aldrig nøjes med dygtige solister, hvis ikke akkompagnementet hænger sammen. Orkestermusik fordrer i den grad sammenhold og fællesskab.
Hertil kommer det udbytte man har af musik. At lytte til musik udvikler hjernen, især når man ser på kommunikationen mellem de forskellige dele af hjernen. Der bliver fyldt med impulser på kryds og tværs. Denne hjernegymnastik bliver kun overgået når man rent faktisk spiller musik med andre. For ligesom tidligere skal man lytte efter de andre i orkesteret, men man skal samtidig forholde sig til noget visuelt (noder) og koordinere vejrtrækning og bevægelser. Det kræver et hel unikt brug af hjernen, der i den grad kan hjælpe på næsten alle andre kompetencer i livet.
Men sportsfolk får da rørt sig og masser af frisk luft! Den koncentration det kræves for at spille musik sammen med andre, kræver store mængder af energi, så selv om vi motorisk ikke bevæger os så meget (dirigenter, slagtøj og basunister undtaget), så forbrænder vi store mængder af kalorier og presser kroppen til at yde mere. Frisk luft? Ja, okay, på det område er sportsfolk nok bedre stillet (især når man sidder i slipstrømmen af en hel række trompeter og/eller cornetter). Lad mig her anbefale at afholde flere udendørskoncerter og, hvis det kan lade sig gøre, udendørs øveaftener.
Og så er de musikalske sejre heller ikke at kimse ad. Når man i fællesskab har overvundet et kæmpeværk, så er man høj længe efter. Og vi har haft det sjovt under hele processen (bortset fra de lidt irriterende timer i øvelokalet, hvor fingrene og læberne ikke helt makkede ret).
Alt dette ved de fleste amatørmusikere jo godt (og ellers ved I det i hvert fald nu). Problemet er, at det er der mange der ikke gør!
Vi skal som amatørmusikere ud og invitere folk med ind i vores verden. De skal se hvor fedt vi har det. De skal høre om alle de gode ting der er i musikkens verden. De skal høre om alle de kompetencer der bliver styrket i musikken. Og vi skal i særdeleshed motivere børn og unge til at deltage i denne verden.
Tekst: Ulrik S. Thomsen, formand for NOMU, formand for DAO
