I Finland dyrker man på højeste niveau en spændende korform: Damekor. AKKS´ udsendte oplevede på nærmeste hold 25 års jubilæet i FSD – Finlands Svenska Damkörsförbund fredag den 11. oktober i Helsinki. Læs hans begejstrede rapport fra begivenheden her. Når man tænker på at befolkningstallet er ca. det samme i Finland som i Danmark, men at kun 6 % taler svensk, er ca. 30 medlemskor i FSD imponerende. De ligger alle langs kysten til Sverige. Der er altså tale om et mindretal med stor udtrykskraft. Tænk hvis tyskere i Sønderjylland eller svenskere på Østsjælland var ligeså aktive. Det ville berige musiklivet meget.

Den musikalske kvalitet til denne jubilæumskoncert med 21 deltagende kor og 600 sangere i Musikhuset i Helsinki, var meget høj. Den rene intonation hos samtlige kor var simpelthen uovertruffen. Korene var placeret 360 grader rundt, med sang fra scenen, fra "højderne", i kombinationer, "quadrofonisk", kvintetter, oktetter, kor med 50 eller flere, med et repertoire spændende fra Michael Jackson over filmmusik, folketone og Sibelius til nulevende finske dirigenter.
Finland har længe været kendt for at sprøjte dygtige professionelle symfoniorkesterdirigenter ud på verdensmarkedet. Men her ser vi også en fødekæde med sang i musikskolerne og kirkernes ungdomskor, der fortsætter ind i damekorene. Dejligt var det iøvrigt at se, at mange kor havde en overvægt af unge UNDER 30 år.
Det var inspirerende, lærerigt, men også lidt ærgerligt at opdage, at Danmark stort set intet har i denne boldgade. Repertoiret findes, tusindvis af unge piger uddannes i de danske ungdomskor i kirkerne, så det ligger lige til højrebenet at nogle dirigentildsjæle kaster sig over at lave damekor. Musikken var meget hørevenlig. Der var plads til alle fra en ABBA-lignende klangverden til avanceret "symfonisk" kor, som selv mange blandede kor ville have udfordringer med at opføre.
Dirigenternes og korenes høje standard afspejler en særdeles god uddannelse. Satses der på god uddannelse kommer resultaterne. Finland viser vejen.
FSDs kunstneriske leder Ia Rönngård har et motto: Ena foten i det förgångna, den andra i framtiden medan huvudet är i nuet! Vi så at mottoet var spillevende i Musikhuset i Helsinki.
Jubilæet hed JUBEL OG KLANG – i musikhuset, i damekorene og hos publikum klinger jubelen endnu.
Du kan læse mere om FSD her
Af Steen Finsen